Her er 80 procent af flyene forsinkede

Opgørelsen, som kommer fra det amerikanske flyovervågnings-site Flightstats, viser nemlig, at blot 18,3 procent af fly i Beijing Capital International Airport lettede eller landede rettidigt i juni. Omtrent 42 procent af forsinkelserne var på 45 eller flere minutter.

Lidt længere sydpå, i en anden af de kinesiske millionbyer, Shanghai, ser det kun lidt bedre ud. Her var det i juni ifølge tallene fra Flightstats 24 procent af flyene, der landede eller lettede til tiden. I det hele taget står Kina skidt i opgørelse: Ingen af de lufthavne, som blev tjekket, kunne komme op på bare 50 procent rettidighed.

Der er flere årsager til, at det står så skidt til i den kinesiske luftfart. Nogle af hovedårsagerne skal ifølge CNN findes i det faktum, at det kinesiske forsvar sidder tungt på lufthavnene og giver militærfly fortrinsret i forhold til passagertransporten. Derudover kæmper lufthavnene også med den voldsomme stigning i luftfarten, landet har oplevet. Det er simpelthen svært at udvide kapaciteten så hurtigt, så det matcher efterspørgslen. Det er også med til at skabe forskellige flaskehalse.

Mens det står skidt til med præcisionen i Kina, så skal man bare til nabolandet Japan for at finde det, Flightstats mener, er nogle af verdens mest præcise lufthavne. Både Osaka Airport og Tokyo Haneda oplever, at hele 95 procent af afgange eller landinger er til tiden - hvilket i Flightstats optik betyder maks 15 minutter forsinket.

Opgørelsen dækker kun en håndfuld lufthavne på hvert kontinent, og i den forbindelse er ingen af de skandinaviske lande nævnt. Når man kigger på Europa, så bliver Amsterdam og München nævnt som de mest præcise med over 83 procent rettidighed. I Nordamerika er det Honolullu, Vancouver og Salt Lake City, der ligger i top med over 85 procent.

I juni landede de største luftfartsselskaber globalt og samlet set til tiden i 75 procent af tilfældene. I maj var tallet 80 procent, skriver CNN.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV