Her er årets Melodi Grand Prix-værter

Når Danmark til foråret skal afvikle en af årets helt store musikbegivenheder, Det Europæiske Melodi Grand Prix, er det Lise Rønne, Nikolaj Koppel og overraskende Pilou Asbæk, der skal styre slagets gang.

Det har DR tirsdag offentliggjort på et pressemøde.

Både Lise Rønne og Nikolaj Koppel er kendte og erfarne værter i DR. Lise Rønne med flere års erfaring som X-Factor-vært og Nikolaj Koppel blandt andet som tidligere vært på Aftenshowet.

Alligevel er de to enige om, at værtsrollen til Eurovision Song Contest 2014 bliver en udfordring.

- Det er noget af et drømmejob, må jeg indrømme. Det er med ærefrygt og blod på tanden, vi nu trækker i arbejdstøjet, siger Lise Rønne i en pressemeddelelse.

- Det er en opgave i en liga for sig. Jeg vil gøre mit yderste for at få alle kroge af Europa og verden til at føle sig trygge og velkomne til Eurovision Song Contest 2014, supplerer Nikolaj Koppel.

Anderledes nyt bliver det for skuespilleren Pilou Asbæk. Det er første gang, at han skal være tv-vært.

Han er dog ikke helt uerfaren foran et kamera. Med roller som statsministerens spindoktor i tv-serien Borgen, og senest sin fortolkning af Simon Spies i filmen "Spies og Glistrup", er han vant til at finde vej til danskernes stuer.

Og at han snart kan skrive Eurovision-vært på CV'et, tager han som en udfordring.

- Da jeg blev tilbudt jobbet som vært, var jeg ikke et sekund i tvivl. Det skulle jeg bare, siger Pilou Asbæk.

- Men når jeg tænker på de opgaver, der ligger forud, får jeg sved på panden. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at blive en god Eurovision-vært. Jeg tror, det bliver den vildeste oplevelse og en fest, som alle er inviteret med til, siger han.

Eurovision Song Contest holdes i B&W-hallerne på Refshaleøen i København fra den 6.-10. maj. Finalen bliver afviklet den 10. maj og de to semifinaler den 6. og 8. maj.

Det var sangerinden Emmelie de Forest, der sidste år vandt finalen i Malmø og dermed sikrede Danmark dette års værtskab.

Det anslås, at omkring 170 millioner mennesker vil kigge med, når Det Europæiske Melodi Grand Prix ruller over skærmen.

/ritzau/

Dagens Gossip