Her er app’en, der gør dig til verdens mest upopulære mor

En mor fra Texas har fået nok af at være bekymret for sine børn. Så hun gik på nettet for at finde ud af, hvordan man laver en app, der kan hjælpe med dét problem.

Og det lykkedes. Nu har Sharon Standifird udviklet den app, der nok kan ende med at blive det største irritationsmoment for teenagere i den moderne tidsalder.

Det skriver ABC News.

App’en har texas-husmoren, som i øvrigt er krigsveteran, døbt “Ignore No More” (Ignorér ikke længere, red.). Den fungerer som en slags virtuel snor, fortæller hun:

- Jeg tænkte, vi har brug for at udvikle en app, som lukker telefonen helt ned, så de slet ikke kan bruge den. Så jeg gik på nettet og begyndte bogstaveligt talt at undersøge, hvordan man udvikler en app.

“Ignore No More” giver forældrene mulighed for at tage fuld kontrol over børnenes smartphone, når de tror, at deres opkald og beskeder bliver ignoreret.

Når app’en aktiveres, kan barnet ikke længere spille spil, ringe til venner og surfe på internettet. Det er dog stadig muligt at ringe til alarmcentralen, selvom telefonen er blevet lukket ned af mor og far.

Når udviklerens søn, Bradley Stadifird, og andre uheldige børn og teenagere, hvis forældre har taget ejerskab over telefonerne, gerne vil have deres rettigheder tilbage, præsenterer app’en dem for et nummer, de kan ringe til, for at få den låst op.

- Jeg syntes, det var en god idé, men for andre - ikke for mig, siger Bradley Standifird til KTRK.

Er du ikke bange for at slå følge med verdens mest forhadte moderne forældre, så er Ignore No More tilgængelig i Google Play til den nette sum af 11,07 kroner.

Dagens Gossip