Her er Auri Skarbalius' slagplan

På den ene side af brættet sidder AC Horsens-træner Johnny Mølby. På den anden Brøndbys Auri Skarbalius. Sidstnævnte har fordelen inden de to holds indbyrdes møde i aften. Med uafgjort eller sejr undgår Brøndby nedrykning, mens Horsens rykker ned i 1. division. Vinder jyderne, er det Brøndby, der rykker ned på 2. klasse.

Det er en ren finale og dermed også en speciel kamp. Specielle kampe kræver unik forberedelse, og det ved Auri Skarbalius. Derfor har han forberedt sig minutiøst på alle tænkelige scenarier i løbet af de 90 vigtigste minutter i karrieren.

- Vi har vores scenarier på plads. Der kan ske alt muligt i 1. halvleg, men når kampen nærmer sig en afgørende fase, har vi en plan klar med de spillere, der er startet inde, og de spillere, der er på bænken. Det er jo ofte de spillere, der kommer ind, der ændrer en kamp, forklarer Skarbalius overfor sporten.dk

- Vi har snakket og diskuteret, hvad vi gør, hvis det går den ene eller den anden vej. Men det handler også om modstanderen. Hvad gør AC Horsens, når vi tager et træk? Hvem kaster de så ind, og hvad ændrer det ved deres spil? Det er et skakspil, uddyber Brøndby-træneren.

Først mandag morgen sætter Auri Skarbalius sine spillere ind i tankerne, når han afvikler det andet af to taktikmøder inden nedrykningsfinalen. Men hans spillere er fuldstændig klare over, hvilke fordele det giver, at et enkelt point er nok til at redde livet.

- Fra første sekund har vi resultatet, som vi har brug for. Og når vi frem til 75. minut og den stadig står 0-0, så kan det være, vi kan spille på nullet. Vi har i baghovedet, at vi ikke behøver skabe de helt store chancer for at blive oppe. Vi kan nøjes med uafgjort, og det er rart at vide. Men det skal ikke blive en sovepude, for tænker vi for meget over det, bliver vi løbet over ende, bedyrer forsvarsspilleren Martin Albrechtsen, der har opskriften klar for at undgå, at nervekrigen bliver alt for udtalt.

- Hvis vi kan få scoret og på den måde tage lidt af trykket af, så bliver det meget nemmere. De kommer helt sikkert med et enormt pres, og så længe det står 0-0, vil det være farligt. Derfor går vi ikke derover for at forsvare den hjem. Vi tager derover for at angribe kampen og på den måde få det resultat, vi skal have, slutter Albrechtsen.

Dét resultat er som minimum det ene point. Kommer det i hus, er det Brøndby, der kan rejse sig fra spillet om Superliga-overlevelse med livet i behold.

Dagens Gossip