Her er Brøndbys nye anfører

Efter Dennis Rommedahl i sommerpausen sagde farvel og tak til Brøndby IF, har klubben stået uden anfører. Lige indtil nu.

Lørdag morgen meddeler Brøndby, at ny mand med det ærefulde hverv bliver den 28-årige midtbanespiller Mikkel Thygesen. Forsvarsspilleren Martin Albrechtsen, som også har båret bindet i løbet af opstarten, bliver viceanfører.

- Der er selvfølgelig nogle praktiske forpligtelser til kampene for Mikkel, når det er ham, der bærer anførerbindet, men generelt opfatter jeg dem som ligestillede. På den måde kan man godt sige, at vi har to anførere. De er nogle stærke, erfarne personligheder, som begge skal bidrage både på og uden for banen, siger Thomas Frank og tilføjer følgende om den nye mand med anførerbindet i Brøndby-truppen:

- Mikkel har masser af erfaring, og han samler truppen både i kamp, til træning og uden for kridtstregerne. Han er en type, som man altid kan regne med, og han kan komme med input i forhold til at optimere tingene. Vi er sikre på, at vores valg af anførere vil være en styrke for holdet og bidrage positivt til det udviklingsarbejde, vi har sat i gang.

Brøndby indleder sæsonen søndag mod oprykkerne fra FC Vestsjælland.

 

Dagens Gossip