Her er de nye Vild med dans-deltagere

Sommerfugle i maven, sprællende ben og fødder på overarbejde bliver der nok af, når årets udgave af Vild med dans får premiere til september.

TV 2 afslører nu, at de tre populære skuespillerinder Paprika Steen, Line Kruse og Ditte Ylva Olsen vil deltage i årets konkurrence, der er 11. sæson af det populære tv-program.

- Jeg elsker at danse, og jeg tænker, at det er rigtig godt for både krop og sjæl at gå planken ud med den udfordring, som det er at stille op i Vild med dans, siger Paprika Steen i en pressemeddelelse.

Også Krummes storesøster, Line Kruse, ser frem til at folde sig ud på dansegulvet.

- Jeg har jo kunnet se på tidligere medvirkende, hvordan de er blevet høje af at danse, fortæller hun og tilføjer, at hun har fulgt programmet gennem tidligere sæsoner og derfor nærmest er ekspert på området.

- Jeg danser gerne, og jeg er glad for mine egne moves, lyder det fra en selvtilfreds Line Kruse, hvis største frygt er dødsbananen, hvor det afgøres hvilke par, der skal i omdans.

For Ditte Ylva Olsen, som seerne kender som politiefterforsker Bendtsen i TV 2-serien Dicte, er det ikke uden bæven og frygt, at hun har takket ja til at deltage i det populære program.

- Det kan godt være en lidt pinlig omgang med trinnene, når jeg står til holdtræning i fitnesscenteret og er den eneste, som ikke kan følge med.

- Men jeg glæder mig til at arbejde sammen med en professionel danser om et fælles projekt, og jeg synes på en måde, at det er luksus, at der står et menneske, som skal lære mig at danse, siger hun og tilføjer, at hendes største frygt er at vælte omkuld i de høje hæle.  

Vild med dans har premiere fredag den 12. september på TV 2.

Newspaq

Dagens Gossip