Her er de nyeste tal for huspriserne

Har du dit hus til salg, er der gode nyheder. Huspriserne er nemlig fortsat meget stabile.

Det viser de nyeste tal fra Boligsidens Markedsindeks, som viser udviklingen på boligmarkedet den seneste måned.

- Vores nye tal fra juli viser, at huspriserne har været uændret den sidste måned. Sammenligner vi prisudviklingen med sidste sommer, kan vi se en lille stigning i huspriserne på 1,3 procent.

- Der er dog store regionale prisforskelle - og det er fortsat særligt i hovedstadsområdet og de større byer, vi oplever prisstigninger, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, i en pressemeddelelse.

Huspriserne er steget med 0,5 procent i juli måned i Region Hovedstaden, hvor de er faldet med 0,7 procent i Region Nordjylland.

Der gives i dag mindre rabatter, og faktisk er prisnedslagene faldet med to procent den sidste måned. Sammenlignet med juli sidste år er nedslagene blevet ni procent mindre.

Der er i dag gennemsnitligt 682 kroner at hente i rabat per kvadratmeter. Det svarer til cirka 104.000 kroner for en villa på 153 kvadratmeter.

- Er du på jagt efter drømmeboligen, kan du ikke længere forvente ligeså store prisnedslag som tidligere. Inden for de seneste måneder er prisnedslagene blevet mindre og mindre, og i dag sælges knap hver femte bolig til udbudsprisen eller over.

- Og der er flere gode nyheder til hussælgerne. Vores nye tal viser nemlig også, at salgstiden igen er faldet - og blot i juli måned med tre procent. Dermed tager det nu i gennemsnit omkring syv måneder at sælge sin bolig, siger Birgit Daetz.

Lejlighederne buldrer stadig frem med stigende priser, mindre prisnedslag og kortere salgstid.

- Priserne er steget knap en procent siden sidste måned og hele 11,5 procent siden sidste år - og i Region Hovedstaden næsten 15 procent, siger Birgit Daetz.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV