Her er de rigeste og fattigste danskere

Juletræet er sandsynligvis højere, stegen er større og gaverne flere i Hellerup nord for København end i resten af landet, når det bliver juleaften.

Det er i hvert fald her, borgerne i gennemsnit har allerflest penge at forsøde juletiden og resten af året med.

Den gennemsnitlige disponible indkomst i Hellerup er landets højeste med 343.540 kroner, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der er et stykke ned til den næstrigeste kommune, Rudersdal, hvor den disponible indkomst i 2011-priser er 320.366 kroner, og derefter kommer Hørsholm, hvor borgerne har 318.398 kroner tilovers, når der er betalt skat og renteudgifter.

De tre øverste på listen hæver sig til gengæld et godt stykke over resten af landets kommuner. Allernederst på listen ligger langelænderne med en årlig disponibel indkomst på 164.495 kroner i gennemsnit.

Lige over dem ligger naboøen Lolland, hvor der er 166.863 kroner til rådighed, når renteudgifter og skat er betalt.

I en stor del af landets kommuner ligger den disponible indkomst mellem 185.000 og 200.000 kroner. Dog ligger rådighedsbeløbet lidt lavere - mellem 185.000 og 170.000 kroner - især omkring det nordlige Jylland, Sønderjylland og Sydsjælland.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at selvstændige erhvervsdrivende er den profession, der har flest penge. Selvstændiges disponible indkomst steg fra 2010 til 2011 med 21.000 til 268.500 kroner per person.

Lønmodtagernes reale disponible indkomst faldt derimod med 2500 kroner fra 2010 til 2011 til 255.900 kroner, mens kontanthjælpsmodtagerne fik 3300 kroner mindre at gøre godt med til 120.600 kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip