Her er de seks mistænkte for gruppevoldtægten

Detaljerne om de mistænkte gerningsmænd er baseret på udtalelser fra politiet og fra omtale i de indiske medier.

* RS: Den formodede hovedbagmand er en 35-årig enkemand, som politiet og naboer beskriver som "en larmende alkoholiker".

Han er chauffør i den hvide, private bus, hvor voldtægten fandt sted. Den bruges til daglig til at fragte skolebørn. Ifølge politiet havde RS drukket heftigt med sine venner, inden de besluttede at tage bussen ud på en natlig køretur.

* MS: 26-årig bror til RS. De to mænd boede sammen i et slumområde i den sydlige del af hovedstaden. Også den yngre bror var jævnligt chauffør i bussen, som han også havde ansvar for at gøre rent.

Han er anklaget for at deltage i voldtægten og for at slå kvinden og hendes kæreste med et jernrør.

* VS: En 20-årig fitnesstræner, som ifølge avisen The Hindu har indrømmet at have tæsket kæresten, men nægter at have deltaget i voldtægten af den 23-årige kvinde.

* AT: En 28-årig medhjælper på bussen. Kommer fra den fattige indiske delstat Bihar. Han blev anholdt den 21. december og er også anklaget for forsøg på at bortskaffe beviser ved at vaske bussen efter voldtægten.

* PG: En 19-årig frugtsælger. Skulle ifølge avisen The Hindu have sagt: "Jeg har gjort noget forfærdeligt" under et tidligere indledende retsmøde.

* Mistænkt nummer seks: En mindreårig, hvis navn ikke kan offentliggøres af juridiske årsager. Menes at være 17 år, men politiet undersøger i øjeblikket mandens nøjagtige alder ved hjælp af knogleprøver.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV