Her er de tre vigtigste ting i Obamas tale

Obama kom ind på alt fra mindsteløn, klimaforandringer og atomvåben i Nordkorea i sin store og timelange tale til nationen, der fandt sted natten til onsdag dansk tid.

Men når man skærer ind til benet i "State of the Union"-talen, er der tre emner, som skiller sig ud fra de andre, og som man vil huske talen for. Det vurderer USA-ekspert Jørn Brøndal fra Syddansk Universitet:

- Der var tre emner, der var meget vigtige: For det første annoncerede Obama, at Afghanistan-engagementet skal ophøre i løbet af 2014, og for det andet talte han kraftigt for en immigrationsreform, lyder det.

- For det tredje og mest følelsesladede talte Obama om, at der skal gennemføres noget våbenlovgivning for at hindre massakrer og de mange mord i det amerikanske samfund, tilføjer Jørn Brøndal, som er lektor ved Amerikanske Studier.

Han hæfter sig også ved, at Obama meget direkte krævede, at lovgiverne i Washington stemmer om Demokraternes vifte af forslag til skærpe landets våbenlove.

- Han siger, at man ikke bare skal gemme lovgivningstiltagene væk i en komité og lade forslagene dø der, siger Brøndal.

USA-kenderen peger på, at præsidenten bruger sin "State of the Union"-talen til at lægge pres på Republikanerne, som er skeptiske over for at stramme våbenloven, der klandres for at være for slap og medansvarlig for USA's mange skudmassakrerer.

Obama kan nemlig bruge talen til nationen til at appellere bredt og måske få den folkelige opinion med sig, lyder det.

- Det er en tale, hvor præsidenten forsøger at fremlægge sin vision for den nærmeste fremtid. Hvor han forklarer hele del amerikanske befolkning, hvad han gerne vil have gennemført i løbet af det næste års tid, siger Jørn Brøndal.

- Det er et forsøg på at bruge præsidentembedet som en talerstol. Ved at tale og appellere direkte til befolkningen lægger han pres på politikerne, tilføjer lektoren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip