Her er dyrene, som ingen vil have

Dyreværnet sørger hvert år for, at hundredvis af ejerløse kæledyr får nye familier. Men enkelte pelsede væsner må sende lange hundeøjne efter et kærligt hjem, når de igen og igen bliver forbigået, og familier går hjem med en yngre model på armen.

Maria Rønde Jakobsen er adoptionsansvarlig hos Dyreværnet i Rødovre. Hun fortæller, at det især er alder og race, som spiller ind.

- Hvalpe og killinger ryger meget hurtigt, og det samme gør racehunde. Det er ofte de store hunde, ældre dyr og blandingsracer, som sidder hos os i længere tid, siger hun.

Læs også: Nuttede billeder redder hjemløse dyr

Dyreværnet finder tag over hovedet til godt 1.600 kæledyr hvert år. I formidlingsprocessen er det vigtigt, at de firbenede venner passer perfekt sammen med deres nye ejere.

- Vi rådgiver folk, når de kommer herud. Vi er ikke interesseret i, at en hund med problemer i bagagen kommer hjem til nogen, der ikke har den nødvendige erfaring. Hvis de ikke kan håndtere dyret, så ender det bare med at komme tilbage til os, fortæller Maria Rønde Jakobsen.

Hvis du drømmer om en familieudvidelse er der herunder syv bløde bud. Billederne finder du længere nede på siden.

Boltan
Schæferhunden Boltan kommer fra en dyreværnssag, som var meget i medierne. Han har levet hele sit liv i en hundegård, indtil Dyreværnet hentede ham. Boltan har udviklet en adfærd, hvor han løber meget i cirkler, derfor er hans muskler og knogler belastede, og han har udviklet spondylose i nogle ryghvirvler. Han stresser desværre meget over at være på internatet, og vi håber derfor snarest at vi kan finde en god familie til ham. Han har været på internatet siden december.

Miki
Blanding af Labrador/basset griffon/rottweiler. Miki er endt hos Dyreværnet, fordi ejeren desværre er blevet indlagt og ikke længere kan tage sig af ham. Miki er en ældre hund på otte år, og der har desværre ikke været meget interesse for ham. Der er dog masser af gode år i sådan en hund endnu. Han kom ind med mange filtringer i pelsen, og Dyreværnet var derfor nødt til at klippe hans pels ned.

Gooner
Blanding af Old English Bulldog/Alaskan malamute. Gooner er tilbage hos Dyreværnet for anden gang. Han ankom første gang, da han var seks måneder, og blev formidlet ud til en rigtig god familie. Desværre oplevede familien store ændringer i deres hverdag, og det resulterede i, at Gooner pludselig skulle være alene hjemme, hvilket han ikke bryder sig om. Han er en rigtig krudtugle og i lømmel-alderen, men en skøn og kærlig hund.

Nala
Nala har et meget turbulent liv bag sig. Hun har haft fem hjem og skal nu ud i sit sjette hjem. Dyreværnet mener, hun har været meget misforstået i sine tidligere hjem. I seneste hjem var hun for hyperaktiv og for dominerende overfor den anden tæve i familien, så de kun havde hende i 14 dage. Hun er tøet meget op på internatet, og er en fantastisk sjov og smuk hund, som mangler en sød familie med spidshunde-erfaring.

Læs også: 14 hunde reddet fra misrøgt på Lolland: To blev aflivet

Diva
Katten Diva er blevet indleveret hos Dyreværnet som hittekat, efter at hun blev fundet på en adresse i Ishøj. Diva er hverken øremærket eller chippet, og der kan derfor ikke findes frem til hendes oprindelige ejer. Hun er meget stresset og ked af at være på internat, men er heldigvis tøet lidt op på det sidste. Dyreværnet håber, at hun snart kommer ud i et roligt hjem og får den kærlighed, hun fortjener.

Karse
Kaninen Karse er en sød dværgkanin, der blev fundet efterladt i en papkasse sammen med tre andre kaniner. Han er en rigtig mand og markerer sig meget. En pige og en dreng fra papkassen har fået nyt hjem. Men Karse og Selma mangler stadig at finde deres nye familie.

Selma 
Kaninen Selma blev fundet i en papkasse sammen med Karse. Derfor kan Selma muligvis være ny-parret og dermed drægtig. Det skal interesserede personer være klar over. Der har dog ikke været meget interesse på hverken Karse eller Selma, men internatet håber snart at kunne finde de helt rigtig familier til dem.

Er man interesseret i et af dyrene, kan man læse mere om dem på internatets hjemmeside HER.

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip

Dagens TV