Her er EU's støtteprogram til unge EU-borgere

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Europaparlamentet har i forlængelse af sin budgetafstemning tirsdag godkendt budgettet for EU's unge- og uddannelsesprogram "Erasmus+". Men hvad går det ud på?

* EU's Erasmus+ program er en sammensmeltning af flere EU-programmer, der alle har til formål at gøre unge bedre uddannede og mere mobile på tværs af EU-grænser.

* Programmets budget er på lige under 110 milliarder kroner mellem 2014 og 2020.

* Mellem fire og fem millioner unge i EU bliver omfattet af Erasmus+.

* Erasmus+ fokuserer på:

- UNGE

Programmet sætter penge af til ungeformål som foreningsliv, frivilligt arbejde, organisationer med et særligt fokus på social inklusion og mobilitet i EU.

Cirka 11 milliarder kroner.

- UDDANNELSE

Åbner flere muligheder for at få støtte til uddannelsesformål - blandt andet universitetsstudier, lærepladser, ungdomsuddannelser og udvekslingsprogrammer.

Studerende kan også låne penge billigt til masteruddannelser i udlandet.

Unge mellem 13 og 30 år vil kunne søge om penge til uddannelsesformål.

Cirka 85 milliarder kroner er øremærket uddannelse.

- SPORT

Unge kan søge om støtte til deltagelse i sportsaktiviteter - særligt områder, der fokuserer på EU's kerneværdier som social inklusion og bekæmpelse af intolerance, diskrimination og doping.

Cirka to milliarder kroner er sat af til sportsformål.

Kilde: EU-Parlamentet og EU-Kommissionen.

/ritzau/