Her er fagforeningerne der hitter

Fagforeningerne oplever fortsat, at medlemstallet siver. På et år er antallet af medlemmer faldet med 0,5 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Nedgangen skal dog ses i det lys, at den samlede arbejdsstyrke også er blevet mindre. Her er faldet fra 1. januar 2012 til 1. januar 2013 1,3 procent.

Samlet er der lidt over to millioner danskere, der er medlem af en fagforening. Og nogle af fagforeningerne har oplevet fremgang, mens andre har fået færre medlemmer.

Antallet af medlemmer i organisationerne under LO faldt med 2,4 procent til 1,1 millioner, mens organisationerne under FTF havde en nedgang på 1,1 procent.

Til gengæld fik AC - Akademikernes Centralorganisation - flere i folden. Her steg antallet af medlemmer med 2,7 procent til små 146.000.

Og hos Ledernes Hovedorganisation fik de 3,7 procent flere - eller samlet 94.000 medlemmer.

Fagforeninger, der ikke hører under en hovedorganisation - og herunder de såkaldte "gule fagforeninger", der ofte er billigere end de traditionelle, fik flere medlemmer.

Her steg medlemstallet med 4,2 procent og udgør nu 17,6 procent af lønmodtagerorganisationernes samlede medlemstal.

Samlet har næsten 359.000 lønmodtagere et medlemskab her, viser tallene.

/ritzau/

 

Dagens Gossip