Her er fremtidens digitale leg i børnehaven

På en ’Prototypingcamp’ i sidste uge gav pædagoger fra Kolding kommune, forskere, undervisere og pædagogstuderende fra UC Syddanmark og Aalborg Universitet en forsmag på, hvordan digitale lege med bl.a. IPads kommer til at foregå i de danske børnehaver i fremtiden.

Finpuds motorikken via elektronisk balancebræt

Et interaktivt spil der gennemføres via briller, en IPad der sætter en fysisk leg i gang og børn, der styrker motorikken på et elektronisk balancebræt. Det kan meget vel være det syn, der i fremtiden møder forældrene, når de henter deres børn i børnehaven.

Leg med IPads og SmartPhones har for længst vundet indpas i landets daginstitutioner, og nu skal et nyt projekt ’Playful Learning – Innovation og Viden’, ruste landets pædagoger og børn til at få det optimale ud af digital leg og læring med bl.a. IPads og Smartphones.

- Målet med projektet er, at vi laver en hjemmeside med tips og tricks til pædagoger og pædagogstuderende, som vil arbejde med digital leg og læring. Derudover er vi i gang med at udvikle et interaktivt spil til systemet Kinect til Xbox, specielt udviklet til børnehaverne, hvor børnene spiller med hele kroppen, siger Hildegunn Juulsgaard Johannesen, projektmedarbejder ved Udvikling og Forskning, UC Syddanmark og projektleder på ’Playful Learning - Innovation og Viden’.

Nødvendigt at tænke kreativt sammen

Med i projektet er UC Syddanmark, Udvikling og forskning, Studerende og undervisere fra pædagoguddannelserne i Esbjerg, Kolding og Aabenraa samt ’Centre for design, Learning and Innovation’ ved Aalborg Universitet i Esbjerg. Derudover deltager pædagoger fra børnehaver i Kolding, Haderslev og Varde kommune i projektet.

- Hvis vi skal rykke os på området inden for digital leg og læring, så kræver det, at vi sætter os ned sammen – fra forskellige verdener - og tænker innovativt og kreativt sammen. Det er den proces, vi sætter i gang med projektet her, og derfor inddrager vi både pædagogstuderende og pædagoger fra landets børnehaver, siger Hildegunn Juulsgaard Johannesen.

Produkter og legekoncepter til børnehaverne

Som led i projektet har pædagogstuderende fra UC Syddanmark i Aabenraa, Haderslev og Kolding – forklædt som legeagenter - besøgt børnehaver i Kolding, Varde og Haderslev kommuner for at observere, lege og indsamle viden om, hvordan børnene bruger blandt andet IPads.

Den indsamlede viden dannede grundlag for torsdagens ’Prototypingcamp’, der fandt sted i Esbjerg, hvor 40 forskere, undervisere, pædagoger og studerende fra projektet sammen udviklede prototyper til fremtidens leg og læring i børnehaverne.

Der skulle tænkes kreativt og ud af boksen, og derfor var tavle, papir og blyanter skiftet ud med legoklodser, køkkensvampe, modellervoks, lim og IPads. Og dagen igennem blev der brainstormet, modelleret, klippe-klistret og bygget modeller i Lego.

-’Prototypingcampen’ var startskuddet til næste fase i projektet. Her skal erfaringerne med børns digitale leg og idéerne, der er opstået her i innovationsfasen, omsættes til egentlige produkter og legekoncepter, som skal afprøves ude på institutionerne henover de kommende måneder, siger Hildegunn Juulsgaard Johannesen.

Med i projektet er fra Kolding Kommune: Pinjevejens børnehus og Dollerupgård, Lunderskov, fra Varde kommune: Oksbøl børnehave og Skovbrynet, Ølgod & fra Haderslev kommune: Børnehuset himmelblå, Vojens og Fjelstrup børnehus.

Projektet ’Playful Learning - Innovation og Viden’ løber frem til efteråret, hvor der afholdes en konference som afslutning på projektet.

Dagens Gossip