Her er Gaddafis milliarder

Jagten på Muammar Gaddafis efterladte rigdomme er i øjeblikket rettet mod Sydafrika, hvor den afdøde libyske eksdiktator angiveligt har deponeret store pengesummer, guld og diamanter.

Libyske efterforskere har holdt møder med topledelsen i den sydafrikanske regering for at diskutere både fysisk placering, sikring og hjemsendelse af værdierne, skriver The Sunday Times.

I alt menes libyske værdier for mere end en milliard dollar (5,7 milliarder kroner) at være deponeret i Sydafrika.

Værdierne skulle befinde sig i fire forskellige banker og hos to forskellige sikkerhedsselskaber.

Selvom det er store beløb, skulle det blot være et minimum af eksdiktatorens samlede værdier i udlandet. Man mener, at de beløber sig til 80 milliarder dollar (460 milliarder kroner).

En libysk delegation har mødt Sydafrikas præsident Jacob Zuma ved flere lejligheder, finansminister Pravin Gordhan og justitsminister Jeff Radebe.

Finansministerens talsmand fortæller, at man er i gang med at udrede den libyske gruppes krav.

- Processen med at verificere gruppens krav er i gang, siger finansministerens talsmand Jabulani Sikhakhane.

Muammar Gaddafi blev dræbt i oktober 2011 efter mere end 40 år ved magten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip