Her er hovedpunkterne i regeringens ældreudspil

Skrevet af admin

28/01/2014

Mest læste i dag

Tirsdag har socialminister Annette Vilhelmsen (SF) præsenteret regeringens udspil på ældreområdet.

Udspillet lægger op til, at ældre i stedet for at få hjælp skal hjælpes til selv at kunne klare hverdagen med støvsugning, gulvvask og opvask.

Her kan du se hovedpunkterne i udspillet:

* Kommunerne bliver pålagt at tilbyde rehabilitering til de ældre.

* Som hovedregel skal de ældre igennem et rehabiliteringsforløb, inden de bliver tilbudt hjemmehjælp.

* Rehabilitering kan bestå af fysisk træning eller vejledning i, hvordan de ældre selv bliver i stand til at klare hverdagen. Imens skal de ældre fortsat have hjælp til det, de endnu ikke selv kan klare.

* Ældre, der er for svage til at mestre et rehabiliteringsforløb, skal fortsat have hjemmehjælp. Men hjælpen skal aktivt inddrage de ældres egne evner.

* Aldersgrænsen for et tilbud om årligt hjemmebesøg forhøjes fra 75 år til 80 år. Til gengæld tilbydes 65 til 79-årige i særlige risikogrupper hjemmebesøg.

* Udspillet lægger også op til en styrket indsats mod ensomhed blandt ældre.

Regeringen vil nu drøfte udspillet med Folketingets partier.

/ritzau/