Her er Laudrups mester-favorit

Af alle hold i Premier League er Michael Laudrup mest imponeret over Tottenham.

Det siger Swansea-manageren inden lørdagens hjemmekamp i Premier League mod netop London-holdet.

- Selvfølgelig vinder Manchester United titlen, men det hold, som har imponeret mig mest i løbet af sæsonen, det er Tottenham, siger Laudrup ifølge Sky Sports.

- Tottenham-holdet indeholder megen individuel klasse og hurtighed. De er også fantastiske på kontraangreb, så vi ved, at det bliver svært, siger danskeren til Swanseas hjemmeside.

Inden opgøret er Swansea på niendepladsen med 40 point, mens Tottenham på fjerdepladsen har 54 point.

Med otte kampe tilbage af sæsonen satser Laudrup på at få Swansea op på 10 point yderligere, selvom waliserne blandt andet møder alle hold fra top-4.

Ture til Manchester United og Chelsea venter for eksempel.

- Kampen mod Chelsea bliver uden tvivl den sværeste, efter at vi slog dem i Liga Cup-semifinalen, siger Laudrup.

/ritzau/

Dagens Gossip