Her er Mærsks sidste ord

Selv om milliarderne i 2012 fortsatte med at strømme ind i A.P. Møller Mærsk-koncernen, var sidste år også præget af sorg i familiedynastiet.

Kort tid efter rederiets generalforsamling døde Mærsk Mc-Kinney Møller, og det bærer den netop offentliggjorte koncernårsrapport for 2012 præg af.

Følg dagens.dk på Facebook - så er du altid opdateret - klik her

De første sider i årsrapporten domineres således af et stort billede af Mærsk samt mindeord fra datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, allerede inden selve regnskabstallene fra rederigiganten oplistes.

- Hans sidste ord til gruppens bestyrelse og ledelse var good night and goodbye - and thank you, skriver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla i mindeordene om sin far, der døde i en alder af 98 år.

I en lang hyldest til faderen sparer datteren ikke på superlativerne, og Mærsk Mc-Kinney Møller bliver rost til skyerne for sin betydning for rederiet, siden han overtog kommandobroen i 1965, som han først forlod i 1993.

- Mærsk Mc-Kinney Møller har sat et uudsletteligt præg på A.P. Møller - Mærsk Gruppen og sin samtid, skriver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

I mindeordet benytter hun også det motto, der blev synonymt med faderen, og som beskrev ham som en hårdtarbejdende mand med fokus på detaljen.

- Hr. Møller havde en fokuseret tilgang og en rettidig omhu, som vidner om stor ansvarsfølelse over for virksomheden.

- Dertil en sjælden energi samt et ubegrænset engagement, som med medarbejdernes hjælp skabte ekspansion og resultater i alle dele af verden, skriver Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

A.P. Møller-Mærsk fik i 2012 et overskud før skat på 42,5 milliarder kroner. Det er 16 procent mindre end året før, hvor overskuddet landede på 50,5 milliarder kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV