Her er Matas' pris på børsen

Når materialistkæden Matas går på børsen inden sommerferien, bliver det til en værdi af 2,85 mia. kroner. Det spår Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, der har foretaget en grov udregning af den forventede børsværdi.

Søren Løntoft Hansens beregning tager udgangspunkt i Matas' resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (ebitda) på estimerede 640 mio. kroner i 2013-2014. Herefter har han sammenlignet med amerikanske og europæiske materialistkæder, modekoncerner m.fl. i samme størrelsesorden, og mulitipliceret ebitda med ca. 9, så værdien rammer 5,75 mia.

På grund af tidligere uheldige børsintroduktioner såsom TDC og Pandora vurderer Søren Løntoft Hansen, at der skal gives en introduktionsrabat på ca. 20 procent.

»De nyere ejere skal have en børsnoteringsrabat - historien her er mere en udbyttecase end en vækstcase,« vurderer han og med rabatten lander børsværdien dermed på 4,6 mia. kroner.

Derfra skal desuden fratrækkes Matas' egen gæld på 1,75 mia. kroner, og herefter lander den endelige - groft beregnede - børsværdi således på 2,85 mia. kroner.

Selv købte CVC materialistkæden for cirka 5 milliarder kr. i 2007.

I dagens meddelelse om, at Matas er klar til børsnotering, ses det desuden, at kæden i regnskabsåret 2012/2013 omsatte for 3,2 mia. kroner, hvilket har været let stigende de senere år. På samme vis har overskudsgraden været svagt stigende fra 16 procent i regnskabsåret 2010/2011 til 17,1 procent i året 2012/2013, ligesom resultatet før skat sidste år landede på 336 mio. kroner mod 279 mio. kroner året forinden.

»Det er ikke nogen vanvittig væksthistorie, der skal på børsen, så det bliver interessant at se prospektet og hvordan de forholder sig til udbyttebetaling,« siger Søren Løntoft Hansen om den forestående udsendelse af den teksttunge moppedreng, der skal gøre investorerne klogere på den nye dreng i børs-klassen.

Analytikeren ser først og fremmest et vækstpotentiale for Matas i den populære Club Matas, der på rekordtid har samlet 1,2 mio. medlemmer. Her vil successen være betinget af, at Matas formår at skræddersy tilbuddene til den enkelte kunde, for onlinehandlen lader ikke til at presse væksten frem i materialistkæden, vurderer han.

Den helt store joker er Matas' mulighed for at komme ind på medicinmarkedet. En kamp, som kæden længe har kæmpet uden resultat, men som nok er værd at fortsætte lidt endnu. Her ligger nemlig chancen for at fordoble den årlige omsætning, da Matas' traditionelle skønhedspleje-marked genererer en årlig, landsdækkende omsætning på 8,5 mia. kroner, hvor medicinmarkedet er oppe på 12 mia. kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV