Her er overblikket over tragisk bæltefikserings-død: Ansatte risikerer hårde straffe

En 85-årig kvinde døde i fredags efter at have været spændt fast med et fikseringsbælte hele natten uden opsyn på sit plejehjem i Aalborg. Men det er desværre ikke første gang, at sådan en tragedie er sket herhjemme.

Tilbage i 2000 døde en dement kvinde efter at være blevet spændt fast, mens hun sad på toilettet på et plejehjem i Gentofte. Her fik nattevagten en betinget fængselsdom og en bøde på 2000 kroner, mens to dagvagter fik dagbøder.

Læs også: Demens-formand om 85-årig kvalt i fikseringsbælte: Noget er helt galt

På baggrund af sagen fra Gentofte, mener Ældre Sagen, at de ansatte på plejehjemmet i Aalborg også risikerer at blive straffet.

- Man har et skærpet ansvar, når man besidder et job, hvor man skal passe på svækkede mennesker. På baggrund af dommen kan jeg godt forestille mig, at der kan rejses en sag i Aalborg, siger Margrethe Kähler til Ritzau.

Ifølge nordjyske.dk spændte to ansatte på plejehjemmet Lollandshus den 85-årige kvinde fast med en stofsele torsdag aften. Det gjorde man angiveligt fordi, hun tidligere er faldet ud af sengen.

Først kl. 5 om morgenen blev hun fundet af nattevagten. Det er tidligere fremgået, at hun var død, da hun blev fundet, men til nordjyske.dk siger direktør i Aalborg Kommunes ældre- og handicapforvaltning, Jan Nielsen, at kvinden døde kl. 11 på Aalborg Universitetshospital.

Ældre Sagen såvel som Alzheimerforeningen mener, at tragedien skyldes, at plejehjem er alt for dårligt bemandet. Ifølge FOA skal der sidde en fast vagt hos den fastspændte eller lige uden for døren. 

Læs også: EL kræver forklaring i sag om dement kvinde kvalt i fikseringsbælte

Kvindens pårørende er dybt rystede over hendes tragiske død.

- Der burde man jo også holde øje med folk, hvis man fikserer dem mod deres vilje. En dement, der vågner om natten, hun har jo ikke kunnet forstå, hvorfor hun var spændt fast til den seng. Hun er gået i panik, siger kvindens barnebarn, Michael Sørensen til TV2 Nord.

En læge på hospitalet har meldt dødsfaldet itl politiet, og kommunen har bedt et uafhængigt tilsynsfirma undersøge sagen.

Dagens Gossip

Dagens TV