Her er politiets idéer til forebyggelse og bandeindsats

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Landets politikredse er kommet med idéer til nye projekter inden for forebyggelse og bandeindsats. Rigspolitiet uddeler 70 millioner kroner om året til de bedste projekter. Her er udvalgte projekter for i og næste år.

* Projekt Socialsøg:

Nordjyllands Politi har fået 2.875.000 kroner til et forebyggende projekt, der skal finde børnefamilier, der viser tegn på sociale problemer.

* Ekstraordinært forebyggende arbejde:

Østjyllands Politi har fået tre millioner kroner til et projekt, der skal videreføre og udvide tværfagligt samarbejde mellem kommune og politi. Indsatsen er rettet mod unge, der er i risiko for at ryge ud i misbrug af narko eller alvorlig kriminalitet.

*Projekt sms - hjemkaldelse:

Østjyllands Politi har fået 500.000 kroner til et projekt, der sender en sms til forældre, hvis der er optræk til ballade, så forældrene kan få deres børn hjem, inden at børnene bliver involveret.

*Bekæmpelse af rocker- og bandeproblematikker i Vollsmose:

Fyns Politi har fået syv millioner kroner til en række tiltag, som skal mindske kriminaliteten og øge trygheden i Vollsmose. Borgerne skal opleve større tryghed ved at sige fra overfor banderne.

* Projekt Hot Spot:

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har fået fire millioner kroner til at skabe øget tryghed på togstationerne i politikredsen.

* Projekt Hele vejen rundt

Midt- og Vestsjællands Politi har fået 9,5 millioner kroner til fortsættelse af projektet "Bryd fødekæden", der skal undgå rekruttering til rockere og bander i Greve og Køge kommuner.

* Projekt partnerskabsaftaler

Københavns Vestegns Politi har fået 13,6 millioner kroner til sammen med Herlev, Ballerup og Gladsaxe kommuner at identificere den gruppe af unge, der er rekrutteringsgrundlaget for rockere og bander og få de unge socialiseret med andre unge.

* Projekt Task Force Pusherstreet

Københavns Politi har fået 20 millioner kroner til en langsigtet indsats mod hashhandlen på Christiania.

* Projekt Pin-point

Københavns Politi har fået 30 millioner kroner til den fortsatte indsats mod bekæmpelse af bandekriminaliteten på det indre Nørrebro.

/ritzau/