Her er rokadens to store overraskelser

Der er et par uventede træk i den regeringsrokade, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ifølge flere medier præsenterer fredag. Det vurderer politisk kommentator Rasmus Jønsson.

- Det er en overraskelse, at Villy Søvndal bevarer udenrigsministerposten. Mange har spået ham til at blive degraderet eller ryge helt ud af regeringen. Men han får lov at blive siddende, og det er klart overraskende, siger Rasmus Jønsson.

- Den anden overraskelse er, at man fjerner Nick Hækkerup fra forsvarsministerposten. Han har ellers leveret på mange stræk. Både i forhold til at finde besparelser og få ryddet op i forsvarsministeriet, tilføjer kommentatoren.

Hækkerup ventes at blive flyttet over i Europaministeriet og Handels- og investeringsministeriet, der lægges sammen. Det skal opfattes som en degradering af den socialdemokratiske toppolitiker, mener Rasmus Jønsson.

- Det er et internt spil, der i gang, vurderer han.

- Regeringstoppen og særligt finansminister Bjarne Corydon har haft en interesse i at belønne nogle af dem, som er på hans hold. Nogle af dem, som han ser som fremtidig opbakning til ham og regeringstoppen, tilføjer kommentatoren.

Det er Nicolai Wammen (S), som bliver ny forsvarsminister i stedet for Nick Hækkerup.

Den samlede rokade, som blandt betyder et farvel til socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen og Mette Gjerskov fra ministerholdet, vil dog ikke få den store betydning for regeringens popularitet og styrke, vurderer Rasmus Jønsson.

- Min umiddelbare vurdering er, at det ikke vil ændre det store for regeringen på lang sigt. Regeringens problemer ligger altså nogle andre steder, siger han.

- De har svært ved at forklare deres projekt for vælgerne, de har taget nogle upopulære beslutninger, og de har haft intern ballade, der har støjet meget eksternt.

- Jeg ser ikke, at de får løst deres problemer med en regeringsrokade. Det er ikke den, som får vendt den dårlige situation, som regeringen står i, tilføjer Rasmus Jønsson.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV