Her er Se og Hørs nye sladderkonge

Efter længere tids søgen efter en ny chefredaktør til Se og Hør har Aller-ledelsen nu fundet deres kandidat.

Det bliver 39-årige Niels Pinborg, der fremover skal være chefredaktør på Se og Hør, oplyser Aller. Han kommer fra stillingen som den ene af to chefredaktører på MetroXpress.

Stillingen i spidsen for et af de største sladderblade i Danmark er Niels Pinborgs drømmejob, siger han.

- Jeg har tabloid-journalistik i blodet, og Se og Hør er for mig at se den optimale formidler af tabloid-journalistik.

- Jeg ser frem til at stå i spidsen for Danmarks stærkeste sladderredaktion, der også fremover som de første skal forsyne danskerne med gode, afslørende nyheder om de kendte og kongelige, siger Niels Pinborg.

Før han blev hentet til gratisavisen MetroXpress i foråret 2013, var Niels Pinborg gennem mange år journalist på Ekstra Bladet.

Han startede som krimireporter, men blev siden Ekstra Bladets korrespondent i London. Siden 2008 har han indtaget chef- og redaktørroller på såvel kriminalredaktionen som på ekstrabladet.dk.

På MetroXpress har han sammen med avisens anden chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, relanceret MetroXpress og avisens site mx.dk.

- Det er med lige dele vemod og stolthed, at jeg forlader MetroXpress, siger Niels Pinborg.

- Vemod, fordi jeg forlader et team af dedikerede medarbejdere på avisen, der har vist en enorm vilje til forandring under vores relancering, og stolthed, fordi vi på meget kort tid har skabt et fantastisk godt udgangspunkt for, at projektet med det nye metroxpress lykkes, siger Niels Pinborg.

Men jobtilbuddet fra Aller var altså for godt til, at han kunne sige nej, siger han.

Hos Aller Media er forventningen, at Niels Pinborg skal være med til at styrke Se og Hør på nettet.

- Med Niels i spidsen for redaktionen har vi fået den helt rigtige leder til at løfte Se og Hør til det næste niveau, siger udgiverdirektør Per Ingdal fra Aller Media i pressemeddelelsen

- Se og Hør klarer sig fornuftigt i et udfordrende marked på print, men oplaget har gennem nogle år været faldende, og læserne konverterer i stigende omfang til digitale medier, tilføjer Per Ingdal.

Se og Hør er Danmarks tredje største billedugeblad målt på oplag.

Niels Pinborg afløser den tidligere chefredaktør Kim Henningsen, der trak sig fra posten i juni måned på grund af sygdom.

/ritzau/

Dagens Gossip