Her er slanketrenden, der bliver det store hit i 2016

- Suzy, jeg kan ikke forstå det. Nu har jeg kendt dig i mange år, og du har succes på så mange områder af dit liv. Hvordan kan det være, du er så tyk?

Sådan lød lægens spørgsmål til Suzy Wengel, da hun lige havde fået sit første barn. Hun vejede det tidspunkt omkring 100 kg. Ordene ramte hende hårdt. Mest fordi hun på en eller anden måde troede, at det var lykkedes at skjule det faktum, at hun var større end gennemsnittet.

Nu fortalte lægen lige pludselig, at andre faktisk godt kunne se det.

Lige der traf hun en beslutning. Hun ville smide den overskydende vægt. Men hun måtte først finde ud af hvordan. Suzy Wengel har nemlig fra hun var 15 år været på et hav af kure. Resultatet har været nogenlunde ligeså bakket som landskabet på Fyn, hvor hun bor.

- Jeg har prøvet alt, man kunne prøve af kure. Pillekure, sultekure. Vægten har været det eneste problem i mit liv. Det gjorde mig ked af det igen og igen. Jeg havde bare ikke styr på det, siger Suzy Wengel til dagens.dk.

Som uddannet forskningslaborant og direktør i sit og sin mands eget biotech-firma er hun vant til at læse videnskabelige undersøgelser. Inden hun gik på sit livs sidste kur, støvsugede hun markedet for forskning fra udlandet for at finde ud af, hvad der virker.

Det er der kommet konceptet Sense ud af - en forkortelse af ordet common sense på engelsk, som på dansk blot er sund fornuft.

Almindelig sund fornuft er netop den vigtigste del i Sense, som ser ud til at blive en af de helt store sundheds- og slanketrends i 2016. Det står i modsætning til nogle af de senere års slanketrends, som har været temmelig restriktive i forhold til visse typer af fødevarer - eksempelvis Low Carb High Fat- og Palæo-diæterne.

En Facebook-gruppe, hvor folk kan få råd og vejledning, eksploderer i øjeblikket med over 20.000 medlemmer - og flere tusinde nye hver uge. Med omkring 35.000 trykte bøger, der netop er kommet i tredje oplag på eget forlag, må man i den grad sige, at der er “hype” omkring kost-systemet.

I modsætning til mange andre populære kure er alt i princippet tilladt. Det handler om et system af mængder frem for forbud.

- Man skal vurdere og være ærlig over for sig selv. Hvad er realistisk for mig og min livsstil? Man kan godt smide brødet. Så går det stærkt med vægttabet. Men hvis man så begynder at spise brød igen bagefter, tager man på. Så er man nødt til at sige “Jeg vil have brød bagefter, så det må være en del af min vægttabsperiode”, siger Suzy Wengel, der i øvrigt selv sørgede for at drikke rødvin i ny og næ, mens hun tabte sig, fordi hun ville have det som en mulighed, når hun var færdig med at tabe sig.

Mængder, mæthed og holdbarhed
Hvad er Sense egentlig?

Det er mere et system end en slankekur eller diæt, hvor der er opstillet nogle rammer for, hvor meget man bør spise.

Man bør eksempelvis holde sig til to-tre måltider om dagen og kun, hvis man absolut er ved at dø af sult, spise et lille mellemmåltid.

Men i stedet for, at man selv skal have kuglerammen, kalorietabellen og køkkenvægten frem, har Suzy Wengel udtænkt og gennemregnet en tallerken-model, hvor man ved hjælp af sine egne hænder og en madfordeling kan øve sig i, hvad der bør ligge på tallerkenen, hvis man skal være mæt og samtidig tabe sig.

Det handler dels om at give folk nogle retningslinjer, men også få dem til at øve sig i at bruge deres egen sunde fornuft.

I bund og grund har Suzy Wengel inddelt alle fødevaregrupper i tre kategorier. De falder i enten en rød, gul eller grøn kasse. Det vil sige, at de er enten usmarte at spise i forbindelse med vægttab (rød), bør begrænses (gul) eller bør spises i større mængder (grøn).

Derudover arbejder Sense med en såkaldt tallerkenmodel, der baserer sig på håndfulde og spiseskefulde. Fordelingen lyder mindst 1-2 håndfulde grøntsager (alle slags dog ikke majs og kartofler, der er stivelse), 1 håndfuld protein (al slags kød, fjerkræ, fisk og bælgfrugter), 1-3 spiseskefulde fedt (olie, mayonnaise, smør, etc.) og maksimalt en håndfuld stivelse (ris, pasta, kartofler, majs eller brød). Stivelsen kan erstattes af mere grønt eller protein eller byttes til frugt.

En tallerken efter den fordeling indeholder ifølge Suzy Wengels beregninger et sted mellem 400 og 600 kcal. Med tre måltider om dagen vil man altså indtage et sted mellem 1200 og 1800 kalorier dagligt.

Det bør man ifølge Suzy Wengel tabe sig af.

Naturlig mæthed og ufarlig sult
Kort sagt er vi tilbage ved en lidt gammeldags tanke om to-tre daglige måltider. Risikoen for at overspise, når man hele tiden spiser mellemmåltider, er nemlig større - og det øger ikke forbrændingen specielt meget.

- Det, man bliver tyk af, er de mange hapsere. Mange spiser egentlig sundt og kan ikke forstå, at de er tykke. Men hvis de lige rydder ud i mellemmåltiderne, går det hurtigt med at tabe sig, siger forfatteren.

Det betyder til gengæld også, at sult faktisk er en del af Sense. Hvert måltid skal holde én “mæt” i fem-seks timer. Det tvinger én til at lære at skelne imellem rigtig sult eller for eksempel tørst eller lækkersult.

Der er også plads til eksempelvis at spise et stykke mørk chokolade hver dag, hvis man vil. Det skal blot være indregnet i tallerkenmodellen, hvor mørk chokolade eksempelvis tæller som fedt.

- Der er lagt små bytteregler ind i Sense, som egentlig bare er fornuftig adfærd. Det, naturligt slanke mennesker gør af sig selv, skal vi andre lære. For mig har det tage tre år som normalvægtig, før min naturlige mæthedsfornemmelse er tilbage igen. Problemet før var, at jeg ikke havde kontakt til den, siger Suzy Wengel.

Kan tilpasses andre diæter
Fordi Sense-systemet primært handler om mængder og antallet, kan den tilpasses andre diæter - eksempelvis Low Carb High Fat-diæten og Palæo, men også 5:2-faste, der de senere år har været meget populært.

- Jeg tror ikke på, tiden er forbi med de kure. Men jeg tror, at folk er trætte af eksperter, der siger, at “du må ikke spise det og det”, siger Suzy Wengel om baggrunden for successen med Sense.

Hør hende forklare, hvad Sense er, i videoen nedenfor - eller læs mere på sensekost.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV