Her er tegnene på at du skal slukke din smartphone

De fleste føler sig nok nærmest nøgne, hvis de uheldigvis er kommet til at glemme telefonen et sted, og især hvis man har en smartphone kan det føles næsten invaliderende ikke at have den på sig.

Problemerne med at være online hele tiden kan dog være mange. Det kan nemlig både skade dit helbred og dit forhold til de mennesker, du omgås i den fysiske verden.

Nyhedssitet Huffingtonpost.com har samlet fem tegn på, at det er på tide at lægge telefonen fra sig en stund og allerhelst slukke den.

1) Du har svært ved at fokusere

Er det blevet vanskeligere for dig at fokusere med øjnene, eller lider du af tørre øjne, så kan det skyldes din daglige skærmtid. 90 procent af dem, der dagligt bruger to timer eller mere på at stirre på skærm, har problemer med øjnene. Det blev konstateret i en undersøgelse i 2011 fra SUNY College of Optometry ved State University of New York. Løsningen er for de fleste at begrænse forbruget.

2) Du har hovedpine

Hvis dit syn bliver påvirket, så vil det også ofte kunne lede til hovedpine. Det blev da også klarlagt i en undersøgelse fra 2011, der blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of Vision, at et heftigt forbrug af smartphones kan lede til både hovedpine og træthed.

Her er fire ’sunde’ vaner, du måske bør droppe, se mere på Femina.dk

3) Du sover dårligt

Har du fået et skidt søvnmønster eller er din søvnkvalitet forringet, så kan din telefon sagtens have skylden. Det er blevet fastslået i en undersøgelse fra 2008 lavet af australske og svenske forskere på henholdsvis Wayne State University og Karolinska Instituttet. I undersøgelsen fastslog forskerne, at strålingen fra telefonen havde skylden, men også den stress, der opstår, når du hele tiden er på, kan lede til dårlig søvn, mener man.

Se, hvilke tre morgenvaner, der ødelægger resten af din dag, på Femina.dk

4) Du har problemer med at holde øjenkontakt

Noget af det vigtigste, når vi er sammen med andre mennesker, er øjenkontakten. Men den er vi blevet ringere til at holde, fordi vi også skal være opmærksomme på vores smartphones. Det forklarer Daniel Sieberg, der er forfatter til ’The Digital Diet’, til Huffingtonpost.com. Han forklarer, at vi med øjenkontakten fortæller folk omkring os, at de betyder noget for os – og det modsatte gør sig gældende, hvis vi hele tiden kigger ned på vores telefon.

5) Du har en dårlig holdning

Når vi sidder og kigger på vores telefon, så læner vi os forover, hvilket giver et stræk i nakken og i ryggen, forklarer ortopædkirurg Alton Barron. Det kan for det første give nakkespændinger, og for det andet kan det lede til, at din holdning generelt bliver mere sammenfalden, hvilket kan give yderligere smerter, siger han til Huffingtonpost.com.

Lisbeth Madsen, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip

Dagens TV