Her er Thornings bud på en helt ny skoledag

Sådan beskriver Helle Thorning-Schmidt sin vision for, hvordan en typisk skoledag kan se ud i fremtiden:

- Jeg vil invitere jer med inden for i fremtidens skole, som jeg forestiller mig, den kunne se ud. Lad os tage en dreng på 13 år, der går i 7. klasse. Han kan for eksempel hedde Emil, siger Helle Thorning-Schmidt i sin åbningstale og fortsætter:

- Skoledagen kan for eksempel starte med matematik. Klassen lærer om vinkler, grader og procenter. Matematikken er flyttet fra klasselokalet til skolens værksted.

- Her er Emil i gang med at bygge et fuglehus sammen med tre andre fra klassen. Lugten af træ, lyden af saven, den rette vinkel på fuglehusets tag - det får Pythagoras sætning til at hænge bedre fast. Og så er det tid til sport for flere af de store klasser. Her er lærere og pædagoger sammen om aktiviteterne.

- De næste timer har Emil dansk. Der er ro i klassen, for alle har været ude og i gang i løbet af dagen. Nu fordyber de sig i grammatik og tekstanalyse. De arbejder i grupper, hvor de laver boganmeldelser som podcast.

- Emil glæder sig til næste time, hvor han har medier som valgfag. Her skal han i gang med at lave en hjemmeside sammen med venskabsklassen i Manchester. Sidst på dagen er der sat tid af til at lave de sværeste af lektierne.

- Og de voksne har tid til at hjælpe. Når Emil går hjem om eftermiddagen, har han haft en sjov og udfordrende skoledag. Han har haft spændende undervisning, der giver ham lyst til at lære. Han har været ude. Han har rørt sig.

- Og han har lavet mange af sine lektier. Alt sammen i løbet af én sammenhængende skoledag.

- Nu har han resten af dagen til at gå til guitar og til at hygge med sine venner og sin familie - og få klaret de sidste lektier. Vi skal have en skoledag, hvor børn og lærere er mere sammen. Og hvor børnene får mere undervisning - især i dansk og matematik, siger statsministeren.

Dagens Gossip