Her er Tysklands bedste fodboldspiller

Bastian Schweinsteiger er blevet kåret til Tysklands bedste fodboldspiller i en årlig journalistafstemning foretaget af magasinet Kicker.

Bayern München-spilleren fik 92 ud af 527 stemmer og topper listen, hvor der også er plads til udlændinge i tysk fodbold, foran holdkammeraterne Franck Ribery (87 stemmer) og Thomas Müller (85 stemmer).

Hele ni spillere i top-15 kommer fra Bayern Münchens succeshold, der vandt The Treble i sidste sæson. Fem af spillerne optræder for Borussia Dortmund, som blev toer i Bundesligaen og tabte Champions League-finalen til Bayern.

28-årige Bastian Schweinsteiger er overrasket over kåringen.

- Det undrer mig en smule. Der har været perioder, hvor der er blevet skrevet relativt kritisk om mig, siger midtbanespilleren til Kicker.

- Denne titel er også til resten af holdet, fastslår han.

I trænerkategorien var der ingen tvivl om udfaldet. Her vandt Bayern Münchens nu tidligere træner Jupp Heynckes suverænt afstemningen med 383 stemmer foran Freiburgs Christian Streich (77 stemmer) og Dortmunds Jürgen Klopp (19 stemmer).

Heynckes er nu afløst af Josep Guardiola som træner i Bayern München.

/ritzau/

Dagens Gossip