Her er tyvenes nye trick: Sådan narrer de dankortet fra dig

Tricktyve har fundet på et nyt trick til, hvordan de både kan aflure din pinkode og franarre dit dankort.

Det får nu politiet til at advare, efter at de de seneste dage har fået flere anmeldelser om den nye type tricktyveri.

Tyvene starter med at aflure koden til dit dankort i en supermarkedskø, skriver Sydsjællands og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse. Herefter punkterer de efter alt at dømme dækket på din bil, hvorefter de tilbyder hjælp med at skifte dækket.

I løbet af den spontane autohjælp får en eller flere af tyvene franarret dig dit dankort fra din pung, hvorefter de bruger det til at hæve kontanter.

Den nye metode er både set anvendt i Sorø og i Vordingborg i løbet af weekenden og mandag. Et tredje offer opdagede i tide, at tyven var ved at stjæle hendes pung.

Gerningsmændende bliver beskrevet som engelsktalende og midaldrende. De har sort hår, og kommer ifølge politiet formentlig fra Østeuropa.

Politiet opfordrer derfor alle til at passe ekstra godt på kort og kode.

Dagens Gossip