Her er VM-holdets nye mand

Landstræner Per Bäckman så søndag eftermiddag i Rødovre Skøjte Arena for første gang VM-truppens nye mand, Markus Lauridsen, 22, på skøjter.

Og han var godt tilfreds med dét, han så, selv om han pointerede, at man skal være forsigtig med at bedømme en spiller på et enkelt træningspas.

– Efter tre pasninger kunne man se, det var en hockeyspiller. De sad lige på bladet, siger Per Bäckman til sporten.dk

Markus Lauridsen dannede backpar med Mads Bødker, og de spiller også sammen i den sidste VM-testkamp tirsdag i Rødovre Skøjte Arena mod Østrig.

– Det har været en god og spændende dag. Jeg har fået en god modtagelse og har talt med alle, siger Markus Lauridsen om sit første møde med landsholdskollegerne.

Selv om han ikke tager en VM-udtagelse for 100 pct. givet, blot fordi han er kaldt hjem, ligger den i kortene. Og han debuterer på lørdag i Globen mod Canada sammen med sin storebror, Oliver Lauridsen, som har fået grønt lys af NHL-klubben Philadelphia Flyers.

– Inden sæsonstarten havde jeg ikke drømt om VM, men det er gået stærkt de seneste måneder, siger Markus Lauridsen.

Gentofte-drengen har i denne sæson spillet 36 kampe for AHL-klubben Lake Erie Monsters og skrev for en måned siden kontrakt med NHL-klubben Colorado Avalance. Det understreger hans potentiale.

– Jeg skal deltage i Colorados camp i september. Så må vi se, hvad der sker, siger han.

Den tredobbelte DEL-mester, Mads Christensen, kom hjem fra Eisbären Berlins sidste finalekamp med en lettere forstuvning af skulderen efter en tackling og løb rundt for sig selv under søndagens træning.

– En såkaldt dag-til dag-skade, vurderer landsholdets fysioterapeut, Carsten Esmark.

Det er næppe sandsynligt, at Mads Christensen spiller tirsdag mod Østrig. Det vil ligne hasard så tæt på VM.

Landsholdet træner to gange mandag og sætter kurs mod Stockholm på torsdag.

 

 

 

Dagens Gossip