Her får du de største boligrabatter

Gentofte er Danmarks dyreste kommune at købe hus i. Her koster villaerne i gennemsnit over 32.000 kroner pr. kvadratmeter, hvilket får et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter op i en pris på godt 4,8 millioner kroner.

Men paradokset er, at de gode gentofteborgere også er ganske gavmilde, når det kommer til at give rabat på boligkøbet. Det er nemlig i Gentofte, at man også finder de største prisnedslag set på landsplan. Godt 1.700 kroner pr. kvadratmeter er man villig til at gå ned i pris, hvilket svarer til en rabat på 264.000 kroner for huset på 150 kvadratmeter.

- Det er naturligt, at prisnedslaget i kroner og øre er større i de områder, hvor huspriserne er høje. Her er der mere at give af. Og så kan det også være et tegn på, at man generelt prissætter de dyre boliger højt, når de sættes til salg. For at ramme den aktuelle markedsværdi, skruer man så ned for prisen i handelssituationen og giver et nedslag, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk

Rabatfest i hovedstadsområdet

Rudersdal tager andenpladsen over kommuner, hvor husejerne giver et klækkeligt nedslag. Her ligger rabatten på 1.500 kr. for hver kvadratmeter, huset har. Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Rødovre følger efter på tredje, fjerde og femtepladsen.

Fælles for kommunerne i top 5 er, at alle har høje kvadratmeterpriser, ligger i hovedstadsområdet, har kortere salgstider end gennemsnittet, og alle hører blandt de 11 kommuner i Danmark, der har de dyreste kvadratmeterpriser.

Bevæger man sig en anelse ned af listen med de største prisnedslag, begynder der dog at dukke andre typer kommuner op. Odsherred slås eksempelvis med Rødovre om femtepladsen, og Odsherred er ellers noteret for lave salgspriser og længere salgstid end gennemsnittet.

Odsherred er dog undtagelsen snarere end reglen, der forsat bekræfter, at de store nedslag primært gives i hovedstadsområdet.

Top 5 kommuner, hvor der gives mest rabat på huskøbet

1. Gentofte (1.757 kr.)

2. Rudersdal (1.486 kr.)

3. Lyngby-Taarbæk (1.256 kr.)

4. Gladsaxe (1.129 kr.)

5. Rødovre (1.123 kr.)

Dagens Gossip