Her får man tæsk på jobbet

Skrevet af Lotte Gyldenvang

13/11/2014

Dagens topnyheder

Godt 60 procent af omsorgsmedhjælperne har været udsat for vold eller trusler om vold i løbet af de seneste 12 måneder. Over en tredjedel fortæller, at det sker dagligt, ugentligt eller månedligt.
Det skriver Fagbladet FOA.

- Det er uhyrligt, at vi er nået dertil. Når der er så meget vold, er der noget, der ikke virker. For mig at se er det et resultat af dårlig normering og mangel på viden, siger Per Grieger-Rene, som er arbejdsskadekonsulent i FOA.

Læs også: Fraværet falder, når chefen tager imod sygemeldingen

Der er tale om spark, slag, niv, bid og kast med genstande, når omsorgsmedhjælpere arbejder med at skabe trygge rammer for fysisk og psykisk handicappede. 

Carsten Feldtstedt er omsorgsmedhjælper på Specialcenter Vest i Slagelse, som er et botilbud for borgere med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Han genkender det billede, tallene viser. Efter seks år i jobbet har han haft sin andel af voldsepisoderne. Udover verbale trusler har han oplevet at få en skabslåge kastet efter sig, en del knytnæver tæt på ansigtet, og en enkelt gang blev han skubbet ret voldsomt.

Læs også: Facebook-opdatering koster ansat jobbet efter 15 år

- Da skabslågen kom flyvende gennem luften, var det vigtigt ikke at blive vred. Vi må ikke gå i panik. Jo roligere, vi kan være, jo bedre er det. Det handler om at skabe tryghed for beboerne, siger han om det uforudsigelige job, der kræver meget af den enkelte medarbejder. Han tilføjer, at kulturen i faget ofte er, at ‘hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man finde sig et nyt arbejde’, som han udtrykker det.

FOA har i oktober sammen med en Socialrådgiverforeningen, Socialpædagogerne og Dansk Sygeplejeråd henvendt sig til beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, sundhedsminister Nick Hækkerup og minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen for at få medlemmernes sikkerhed på dagsordenen.