Her gik dansedommerne over stregen

- Jeg har ondt af dine dansekonkurrenter, der falder som fluer omkring dig, sagde dommer Britt Bendixen til Allan Simonsen, da han havde givet sit bud på en slowfox sammen med sin partner, den professionelle danser, Sofie Kruuse.

Og til trods for, at der blev sagt flere ting om den tidligere fodboldspillers manglende danseevner, og at han måtte finde sig i at blive rettet på fysisk af dommer Jens Werner og få lodrette ordrer om at sænke skuldrene af Nikolaj Hübbe, så er Britt Bendixens kommentar den, parret bagefter følte sig truffet af.

- Der var én kommentar, som jeg synes var lidt hård, fortæller Sofie Kruuse til Newspaq.

- Man kan ikke begynde at lægge ansvaret over på Allan, det er ikke ham, der bestemmer, om han går videre eller ej.

- Det, synes jeg, er vigtigt at få sagt, fortæller danserinden.

Allan Simonsen vil ikke selv rette kritik mod dommerne.

- Jeg vil ikke komme nogle kommentarer i den retning. Vi gør vores bedste og nyder at danse, siger han.

Seerne vil han til gengæld gerne sige et par ord til.

- De redder os endnu en gang, og det er vi absolut glade for, siger Allan Simonsen.

Britt Bendixen mener ikke selv, hun gik over stregen.

- Vi er som en familie. Jeg er moderen, der skælder ud, og seerne er faderen, der kommer og trøster bagefter, siger hun.

- Allan får, hvad han skal have for sin personlighed, siger dommeren.

Newspaq

Dagens Gossip