Her kan Danmark blive ramt af orkan søndag aften

Skrevet af admin

28/11/2015

Mest læste i dag

Det er en god idé at lukke vinduer og døre, binde havetrampolinen fast og sætte havemøblerne ind, hvis man bor i Vestjylland eller Nordjylland.

Flere steder i det jyske kan nemlig blive ramt af vindstød af orkanstyrke. Stormen har fået navnet Gorm, oplyser DMI.

- Der ser ud til at blive storm i Vest- og Nordjylland - især i Nordjylland. Med vindstød af orkanstyrke i morgen aften, siger DMI's vagthavende Mogens Rønnebek til Ritzau.

Mens det for alvor vil blæse op i Jylland, kan søndagens lavtryk betyde vindstød af stormstyrke i resten af landet.

Vindstød kategoriseres som orkan, når vindhastighed når 33 meter i sekundet, forklarer Mogens Rønnebek.

Søndagens lavtryk vil hurtigt passere, men det kan skabe rigtig høje vindhastigheder, der kan forårsage alvorlige stormskader.

- Der bliver i hvert fald vindstød af orkanstyrke mange steder. Det kan medføre stormskader på huse, bygninger og træer. Vi har et forvarsel på vores hjemmeside, og vi regner med at sætte et egentligt varsel op i aften, siger han til Ritzau.

De voldsomme vindhastigheder kan også betyde, at vandstanden vil stige flere steder langs den jyske vestkyst natten til mandag, advarer Mogens Rønnebek.

- Natten til mandag vil det give forhøjet vandstand i Vadehavet på omkring tre meter. Fra Blåvands Huk til Thyborøn er det et par meter, og i Limfjorden kommer der også meget vand ind, så de får også problemer med forhøjet vandstand, siger han.

Allerede lørdag kan de samme områder blive ramt af kuling fra syd, hvor vindhastigheden kan nå op mellem 25 og 27 meter i sekundet.

/ritzau/