Her skal Matas finde væksten

Med den forestående børsnotering af materialistkæden Matas får den københavnske fondsbørs et veldrevet medlem med afdæmpede vækstrater. For herhjemme er markedet allerede er mættet med butikker, der flere steder i landet ligger med få hundrede meters afstand, og internationalt er der næppe plads til en ukendt dansk kæde.

Det store væksthåb for Matas ligger i en potentiel liberalisering af det danske medicinsalg, så de i alt 294 Matas-butikker kan lange receptpligtig medicin over desken. Men det er stadig en joker, eftersom kæden gennem flere år har kæmpet for liberaliseringen uden resultat, og den såkaldte Produktivitetskommission forleden anbefalede, at medicinmarkedet blev åbnet.

Et guldrandet marked, der årligt omsætter for 12 mia. kroner herhjemme, og som ville kunne fordoble Matas' salg, der i regnskabsåret 2012/2013 lå på 3,2, mia. kroner.

»Det vil være et meget attraktivt marked for Matas, fordi det giver trafik i butikkerne og mulighed for cross-sale, hvor man kan sælge parfumer og medicin på samme tid. Det vil dog også kræve nogle investeringer,« siger Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen og påpeger, at det er en sag, der er kørt længe uden resultat, og at det derfor ikke er noget, investorerne vil betale for.

Partner i Birch & Birch Markedsudvikling Flemming Birch ville dog efter eget udsagn »gamble på en liberalisering« hvis han var aktionær.

»Men jeg ville også gamble på en solid, veldrevet virksomhed, som sidder tungt på markedet,« siger han.

Club Matas som motor

Både Løntoft og Birch peger på Matas' populære kundeklub Club Matas' som en oplagt drivkraft i øget salg, da klubben allerede har 1,2 mio. medlemmer og der ligger muligheder i at skræddersy tilbud til hver enkelt kunde, fordi alle køb bliver registreret.

Derudover har klubben partnerskaber med en række andre kæder som Tøjeksperten og Arnold Busck, så når kunderne køber bøger og bukser, optjener de point i Club Matas, hvor over halvdelen er kvinder mellem 18 og 65 år.

»Det er Club Matas, der skal drive kæden fremad, og jeg venter en vækst på 2-3 procent om året de første par år. Hvis Matas forstår at udnytter sin stærke position, så kan der ligge noget og vente der,« spår Søren Løntoft Hansen.

Ukendt onlinegevinst

Analytikeren venter samtidig en begrænset vækst for Matas' onlinehandel, fordi han vurderer, at kunderne fortsat gerne vil kunne dufte til parfumen og prøve læbestiften, inden de køber produktet.

Det er partner Flemming Birch »lodret uenig i«:

»Vi har kun set toppen af onlinehandlen, og det gælder også skønhedspleje. Hvis kunden eksempelvis har en præference inden for mascara og altid bruger Lancôme, så køber hun det i en onlinebutik, hvis hun kan få det billigere der. Ligeså snart det gælder produkter fra kendte mærker, så handler det udelukkende om pris,« siger han og medgiver, at der fortsat er et behov for de fysiske butikker, så kunderne kan mærke og se varerne.

Samtidig understreger han, at Matas er nødt til at sætte ressourcer af til onlinesatsningen, men at den er et skridt foran andre, fordi fysiske kæder nyder godt af deres troværdighed på nettet, viser undersøgelser.

Flemming Birch venter desuden, at Matas-butikkerne med tiden vil tilbyde sundhedsbehandlinger og produkter, sådan som det er set i Storbritannien, hvor den britiske pendent til Matas, Boots-kæden, på et tidspunkt tilbød kunderne laserkirurgi til synet til kunderne.

 

Dagens Gossip