Her spiller Citybois deres første koncert

Skrevet af admin

30/03/2015

Dagens topnyheder

De er på rekordtid gået fra at være total ukendte og til en af tidens mest omtalte grupper i Danmark.

Citybois tog under X Factor både dommerne og teenagepiger med storm, og succesen ser ud til at fortsætte for de to unge Gentofte-drenge, der i fredags kunne offentliggøre deres første single "Things We Do", som øjeblikkeligt strøg til tops på hitlisterne.

Mandag blev det så offentliggjort, at Citybois holder deres første koncert 24. april. Og det er ikke hvor som helst, Thor og Anthon skal spille deres første koncert.

Koncerten bliver nemlig i Falconer Salen, hvor navne som Lionel Richie, Sting, Thomas Helmig og Tina Dickow tidligere har spillet, og med plads til 3000 stående koncertgæster bliver der også masser af plads til boybandets unge fans.

Citybois havde i X Factor dommer Thomas Blachman som mentor, og da drengene røg ud af programmet i semifinalen, proklamerede den karakteristiske dommer, at fremtiden tilhørte de to charmører.

Dagen efter kunne Thor og Anthon også afsløre, at de havde skrevet under på en pladekontrakt med Sony Music. 

Newspaq