Herlev uddeler stryg til topholdet Frederikshavn

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Sæsonen begyndte som et mareridt for ishockeyholdet Herlev Eagles, der måtte gå målløse fra banen i sæsonens første fire kampe. Siden er det gået noget bedre, og en af sæsonens højdepunkter kom tirsdag aften på hjemmebane.

Her vandt den sjællandske klub overlegent 6-2 over topholdet Frederikshavn. Det var blandt andet takket være ni usædvanligt skarpe minutter i første periode, hvor Herlev scorede fem gange.

Efter to sejre i træk virker det heller ikke usandsynligt længere, at holdet kan nå med i slutspillet.

Herlev har nu kun fem point op til Gentofte Stars, der ligger på den slutspilsgivende ottendeplads. Gentofte tabte nemlig selv tirsdag fjerde kamp i træk, da det blev til et 1-2-nederlag til bundholdet Aalborg.

I Esbjerg blev der til gengæld delt en ordentlig øretæve ud. Hjemmeholdet Esbjerg Energy vandt med de sjældne sejrscifre 9-0 over Odense efter at have vundet alle tre perioder med 3-0.

Dermed stikker Esbjerg yderligere af fra Rødovre i kampen om rækkens tredjeplads, hvor ni point adskiller de to hold, efter Rødovre selv tabte til Sønderjyske med 0-1 på et mål i tredje periode.

I tirsdagens femte og sidste kamp i Metal Ligaen sørgede Rungsted for, at holdet hopper forbi Herning i ligatabellen med en sejr på 2-0 på hjemmebane over netop Herning.

/ritzau/