Herning bliver startby for Post Danmark Rundt

Skrevet af admin

01/12/2015

Mest læste i dag

Cykelløbet Post Danmark Rundt får Herning som startby, når næste års udgave bliver kørt kort efter Tour de France til sommer.

Det offentliggjorde løbsdirektør Jesper Worre på et pressemøde i Herning tirsdag.

Første etape, som køres 27. juli - kun tre dage efter Tour de France-rytterne har passeret målstregen på Champs-Élysées i Paris, kommer til at gå fra Herning over Brande, Grindsted, Varde og Ribe til Esbjerg. En etape på 195 kilometer.

Løbets kongeetape får som vanligt mål i Vejle og sidste etape har, også vanen tro, mål på Frederiksberg ved København.

Alligevel er det bestemt ikke alt, som har fået lov at være, som det plejer.

Således vil der ikke længere være en dag med dobbeltetaper.

Når rytterne kører den sædvanligvis meget afgørende enkeltstart om aftenen, har de tidligere kørt en kort etape på rundt regnet 100 kilometer om formiddagen.

Den etape bliver nu afskaffet.

- Det gør vi både af hensyn til DR's tv-dækning og på grund af løbets vokseværk, da det er så godt som umuligt at afvikle to etaper på én dag, siger Jesper Worre.

Løbsdirektøren fortalte desuden, at det danske cykelløb på sin første etape skal passere den meget smalle bro Kammerslusen, som senest var med i 2011, hvor den skabte meget ravage.

/ritzau/