Herning forlænger med talent og henter to udlændinge

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

Mens sommervarmen sænker sig over Danmark, har ledelsen i ishockeyklubben Herning Blue Fox haft travlt med at få truppen på plads til den kommende sæson.

Fredag har sølvvinderne skrevet kontrakt med de to udenlandske forwards Branislav Bendik fra Slovakiet og Brad Schell fra Canada, som skal give midtjydernes offensiv ny energi.

- Vi er glade for at have fået noget power til angrebet i Bendik og Schell, siger Hernings nyt træner, Linus Fagemo, i en pressemeddelelse.

- Vi har jo tidligere haft muligheden for at se Bendik i den danske liga, og vi glæder os til at se en positiv udvikling fra ham. Han kommer til at kunne bidrage med en masse fysik og toughness, og så vil han være personen der skal gå på mål og skabe ravage samt gå på returpuckerne, forklarer han.

Branislav Bendik spillede i sæsonen 2012-13 for Aalborg, hvor han - foruden hele 78 strafminutter - blev noteret for 27 point i 40 kampe.

Brad Schell har en fortid i Østrig, Norge og senest Italien og er derudover noteret for 23 kampe i den nordamerikanske AHL-liga.

Den snart 30-årige canadier blev i 2002 NHL-draftet i sjette runde af Atlanta Thrashers, men har aldrig slået igennem på øverste niveau.

- Han er god til at holde på pucken og har et højt teknisk niveau specielt i pasningsspillet, lyder vurderingen fra Linus Fagermo.

Herning har fredag også forlænget kontrakten med målmandstalentet George Sørensen, der således også spiller den kommende sæson for klubben.

/ritzau/