Herning stopper samarbejde med træner efter skuffelse

Danmarks mest vindende ishockeyklub gennem tiderne, Herning Blue Fox, tager konsekvensen af, at sæsonens slutspil sluttede i en skuffelse.

Træner Linus Fagemo får ikke forlænget sin kontrakt og stopper efter en sæson på posten, beretter klubben i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke kun resultater, der ligger til grund for, at samarbejdet slutter.

- I Herning stiller vi store krav til hårdt arbejde, disciplin og den personlige coaching og udvikling, hvilket er en unik del af klubbens dna, og netop denne del har ikke været holdets styrke i indeværende sæson, siger klubbens direktør, Torben Skovsgaard.

Herning vandt grundspillet, men blev slået af Esbjerg i DM-semifinalen. Allerede i kvartfinalen var holdet tæt på exit, selvom det stillede op som storfavorit mod Rungsted.

- Til trods for at målsætningen resultatmæssigt er indfriet, er der forhold omkring den personlige coaching, udviklingen af spillerne og etableringen af et spilkoncept, vi ikke har været tilfredse med, siger Torben Skovsgaard.

Herning stopper også samarbejdet med assistenttræner Markus Karlsson. Klubben forventer at have en ny træner på plads i løbet af foråret.

/ritzau/

Dagens Gossip