Herredouble efter stor sejr: Spillede fantastisk flot

Der var ingen euforisk jubel eller highfives i luften, da Mathias Boe og Carsten Mogensen fredag aften berettede om deres meget overbevisende indsats i kvartfinalen ved VM i badminton i Ballerup.

Den danske herredouble virkede snarere enormt fokuserede efter at være kommet tættere på den VM-titel, som de endnu ikke har vundet.

Boe og Mogensen besejrede de ottendeseedede kinesere, Liu Xiaolong og Qiu Zihan, 21-8, 21-17 og blev dermed sikre på mindst bronze ved VM.

- Jeg synes, vi spillede to fantastisk flotte sæt, og at vi fortjente at vinde, siger Carsten Mogensen.

Danskerne spillede nærmest perfekt i første sæt, og selv da kineserne kom delvist ud af den danske skruestik i andet sæt, var Boe og Mogensen hele tiden lidt ovenpå.

- Vi spillede næsten to fejlfri sæt i dag, og det var rigtig godt og højt niveau. Det var selvfølgelig dejligt at hive sådan en kamp frem i en VM-kvartfinale. Det var sjovt.

- Selvom andet sæt var tæt, følte jeg, at momentum var på vores side, siger Mathias Boe.

De danske veteraner gik ellers ind til kampen med en dårlig statistik mod de unge kinesere, der førte 4-1 i indbyrdes opgør.

Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt dog det seneste møde, finalen ved India Open i april. Det var ikke uden betydning.

- Vi sad på dem fra start. Vi har enormt meget respekt for dem og var bagud i indbyrdes kampe, og de har givet os et par røvfulde. Vi står ikke så godt til dem, men vi fik skovlen under dem i april, og det har gjort lidt ondt på dem, siger Carsten Mogensen.

- Og så tror jeg, at det har gjort lidt ondt på dem, at vi stod i en VM-kvartfinale og spillede om medalje, og det har de ikke vundet før.

- Nu skal jeg ikke stå og spille en fandens karl, men vi har trods alt stået i et par finaler, siger han.

Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt VM-sølv sidste år, og for to år siden hentede de ligeledes sølv ved OL.

/ritzau/

Dagens Gossip