Hersby og Starkov styrker Esbjerg-tro på succes

Der er lagt op til vestjysk hockey-storm efter store investeringer.

To jyske ligaklubber med store ambitioner, Esbjerg Energy og Aalborg Pirates, tørner sammen i fredagens ottendedelsfinaler i pokalturneringen i ishockey.

Esbjergs seneste saltvandsindsprøjtning i form af landsholdsspillerne Philip Hersby og Kirill Starkov har styrket troen på en kraftig hockeystorm fra vest.

– Vi føler, vi har et hold, der kan leve op til vore forventninger om at være med i toppen, siger Esbjerg Energys bestyrelsesformand, Christian Rølmer Christensen.

– Vi ser frem til pokalturneringen, som vi tager meget alvorligt. Om vi spiller i pokalen eller i ligaen, der er ingen forskel. Vi spiller for at vinde hver eneste kamp.

Philip Hersby, 29, traf en sen beslutning om, hvad der skulle ske i den kommende sæson efter et skuffende forår i Malmö Redhawks.

– Jeg havde en tænkepause hen over sommeren. Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville tilbage til Sverige, men det attraktive tilbud i udlandet, der var min første prioritet, kom ikke, siger han.

– Jeg er glad for de muligheder, der kom i Esbjerg. Det tegner til en meget spændende sæson. Det vejede også tungt i mit valg, at Esbjerg kan hjælpe mig uden for isen.

Philip Hersby blev efter tre VM-turneringer i træk sorteret fra til VM-holdet i Globen i år som den sidste back.

Fredagens tre andre ottendedelsfinaler ser sådan ud: Amar Jets-Herlev Eagles, IK Aarhus-Herning Blue Fox og Gentofte Stars-Rungsted Ishockey.

De fire semifinalister i sidste års liga, Sønderjyske, Frederikshavn White Hawks, Rødovre Mighty Bulls og Odense Bulldogs, går direkte til kvartfinalerne, der modsat ottendedelsfinalerne spilles hjemme og ude.

I første runde i kvartfinalerne 13. september spiller Sønderjyske hjemme mod vinderen af Rungsted-Gentofte, Frederikshavn hjemme mod vinderen af Herlev-Amager, Rødovre hjemme mod vinderen af Herning-Aarhus og Odense hjemme mod vinderen af Aalborg-Esbjerg.

Sønderjyske fejrede tidligere på året The Double som vindere af såvel pokalen som ligaen.

Dagens Gossip