Hertha-tilhænger indlagt efter overfald fra brøndbyfans

Skrevet af admin

05/08/2016

Dagens topnyheder

Efter at Brøndby havde slået tyske Hertha Berlin ud af kvalifikationen til Europa League torsdag, blev en 20-årig tysk fodboldfan overfaldet af en gruppe brøndbyfans foran Brøndby Stadion.

Tyskerens tilstand er endnu ukendt. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Episoden fandt sted klokken 23.30 på parkeringsrække 13 ved Brøndby Stadion.

- Det er i perioden lige efter kampen, mens de to holds tilhængere var ved at forlade stadion, så der er en del mennesker i området på gerningstidspunktet, siger vagtchef Jens Møller.

Den tyske fan fulgtes med sine tre venner, da en gruppe på mellem syv og ni yngre brøndbyfans råbte efter dem.

Tyskerne råbte tilbage, hvorefter gruppen af brøndbyfans gik til angreb.

Den tyske tilhænger blev sparket gentagne gange i hovedet, hvorefter han mistede bevidstheden.

Den 20-årige mand er efterfølgende blevet bragt til Rigshospitalet med skader i hovedet.

- Der er et vidne, som ser det her, og han melder det til politiet. Han fortæller, at der er flere, der råber de her brøndbyfans an, hvorefter de stikker af, så nogen må have set noget, siger Jens Møller.

Københavns Vestegns Politi vil gerne i kontakt med vidner, der overværede episoden eller kender gerningsmændenes identitet.

/ritzau/