Hertughaven er navnet på nyt center

Jørgen Rubæk bor for øjeblikket i botilbuddet Kærlykke på Kær, men er en af de første, som til maj næste år rykker ind i socialpsykiatriens nye center på Kettingvej i Augustenborg. Han er også manden bag det forslag, der blev valgt i den interne konkurrence om et nyt navn til bygningerne.

Caroline Amalie-Gården har som bekendt været benyttet som plejecenter, indtil Amaliehaven blev åbnet, men bliver nu renoveret og ændret til omkring 60 boliger i socialpsykiatrien. De 60 pladser vil være både længerevarende, midlertidige boliger og vurderingspladser.

Til maj flytter ikke kun beboerne fra Kærlykke, men også fra Jeppesdam i Guderup ind i Augustenborg. Senere, forventeligt til september/oktober 2014, ventes de resterende boliger at blive beboet.

Formand for socialudvalget, Jørgen Jørgensen, overrakte en gave til Jørgen Rubæk, hvis vindernavn blev udvalgt blandt 44 forslag, og takkede ham for hans bidrag.

Jørgen Rubæk kvitterede ved at fortælle, at han havde fundet frem til navnet, fordi han syntes, der både skulle være en historisk kobling til det gamle navn – hertugdatteren Caroline Amalie – og noget nutidigt, nemlig haven med de fine blomster og træer.

De 44 forslag er kommet fra både borgere og medarbejdere i socialpsykiatrien.

Dagens Gossip