Hest i oksekød: Supergros fjerner produkter fra danske hylder

Skrevet af Elo Christoffersen

08/02/2013

Dagens topnyheder

Efter der i England er konstateret hestekød i flere oksekødsprodukter fra producenten Comigel, der også leverer blandt andet lasagne til det danske marked, har den danske importør, Supergros, fjernet varer fra hylderne.

- Vi har fjernet varerne fra Superbest, Kiwi Minipris og andre købmandsbutikker, siger indkøbsdirektør hos Supergros, Per Thau.

Burger King i England har blandt andet været indblandet, og mistænkt for at have solgt burgere indeholdende hestekød. Men det blev aldrig bevist.

Forleden besluttede supermarkedsgiganten Tesco, at trække mange tusinde pakker spaghetti bolognese væk fra hylderne. Retten lover kunderne oksekød, men der er altså mistanke om, at der også er hest i pakkerne.