Hestekød er næsten forsvundet fra europæisk oksekød

Skrevet af admin

31/07/2014

Mest læste i dag

Der er ikke meget hestekød at finde i europæisk oksekød mere.

I en undersøgelse, som er lavet af EU-Kommissionen, er der fundet hestekød i 16 ud af 2622 prøver. Det svarer til 0,6 procent.

Hestekødsskandalen begyndte at rulle, efter at de irske fødevaremyndigheder i januar 2013 som de første blev opmærksomme på, at der var hestekød i hamburgere, der burde have bestået af oksekød.

Siden stod det klart, at der var et markant problem med fejlmærkning i en række EU-lande.

EU-Kommissionen valgte derfor at teste kødprodukter, som blev solgt som rent oksekød. Der blev den gang fundet spor af hestekød i 4,6 procent af prøverne.

I februar valgte kommissionen så at iværksætte en ny omgang prøver for at sikre, at der ikke længere er problemer med, at der flere steder sniger sig hestekød ind i oksekødsprodukterne.

- Resultaterne viser, at vores fælles indsats og øget kontrol med madfuskeri har fået frugt, siger EU's sundhedskommissær, Tonio Borg, i en pressemeddelelse.

I Danmark var alle 53 prøver negative, mens Bulgarien og Ungarn var topscorerne. De havde fire positive prøver hver. Derudover blev der fundet spor af hestekød i Tyskland, Estland, Letland, Portugal og Slovenien.

- Det er vigtigt at madfuskerne bliver håndteret i fællesskab. Der skal genoprettes tillid til madsektoren, da det er en af de største økonomiske sektorer i EU, siger Tonio Borg

De 16 positive prøver vil nu blive fulgt op af medlemslandene i samarbejde med EU.

I alt blev der fortaget prøver i de 28 EU-lande, samt Norge, Island og Schweiz.

/ritzau/