Hestekød fundet i IKEAs kødboller

De tjekkiske myndigheder har fundet hestekød i IKEAs kødboller. Ifølge rapporten er kødbollerne produceret i Sverige, skriver Reuters.

Langt størstedelen af Sveriges madeksport bliver produceret af den svenske færdigretsproducent Dafgårds.

Over for den svenske avis Aftonbladet vil pressechef Sara Carlsson ikke kommentere historien. Men hun bekræfter, at virksomheden står bag de fleste af de kødboller, der bliver solgt i IKEA i Europa.

Angiveligt har de tjekkiske myndigheder udtaget tre prøver, hvoraf der har været hestekød i den ene. Det vides ikke, hvor stor en del af produktets blanding, der er hestekød.

Dafgårds overtog IKEA som kunde for tre år siden. De tog over fra Findus, som også har spillet en rolle i den verserende hestekødsskandale.

Lige nu spekuleres der i, om kødboller med hestekød også kan have været solgt og serveret i Danmark.

Dagens.dk forsøger i øjeblikket at få en kommentar fra Ikea og Dafgårds.

Dagens Gossip