Heunicke vil udfordre EU-Kommissionen i cabotage-sag

Skrevet af admin

16/04/2014

Mest læste i dag

Transportminister Magnus Heunicke (S) er i Paris for at sikre opbakning til at få ændret EU's nuværende regler for cabotagekørsel, som han mener bliver misbrugt til at sende lavtlønnede chauffører ind over den danske grænse for at køre med varer.

Derfor mødtes han onsdag med sin franske kollega, Frédéric Cuvillier, for at diskutere sagen.

- Der findes regler, der er tåget formuleret, hvilket EU-Kommissionen selv har indrømmet.

- Derfor skal vi have samlet tilstrækkeligt med lande, så vi kan få ændret reglerne, så de bliver klarere at håndhæve for dansk politi, siger han til Ritzau.

EU-Kommissionen er i øjeblikket i gang med at se på, om Danmark går for vidt, når det gælder indsatsen mod misbrug af lastbilfragt. Det sker, efter at Danmark har indført nye regler på området.

De nuværende regler giver udenlandske lastbiler lov til tre indenrigsture inden for syv dage, efter at en international transport er afsluttet.

Italien, Spanien og Tyskland har tidligere udtrykt, at de er på samme linje som Danmark, og nu er det altså fransk opbakning, Heunicke søger.

EU-Kommissionen har startet en såkaldt pilotprojekt-sag, der skal se på, om nye danske regler går for vidt, og om de tre konkrete sager, det drejer sig om, skal rejses over for EU-Domstolen.

- Vi er parat til at tage det hele vejen til EU-Domstolen. Hvis reglerne er tåget, så er det EU-Kommissionens problem, siger Magnus Heunicke.

Tidligere har daværende transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) og seks af hendes vesteuropæiske kolleger skrevet et brev til EU's transportkommissær, Siim Kallas, som de opfordrede til handling.

/ritzau/