Hezbollah angrebet med bilbombe i Beirut

Ifølge nyhedsbureauet Reuters’ reporter på stedet var bilbomben rettet mod et indkøbscenter ejet af Hezbollah, og militsen har nu afspærret området. En tyk, stort røg kan ifølge flere lokale medier ses over det tætbefolkede kvarter Bir al-Abed.

Der er samtidig ubekræftede rapporter om dræbte, men det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt at verificere. Den libanesiske avis The Daily Star skriver, at en person er dræbt og at antallet af sårede er 20. Reuters sætter antallet af sårede til 18.

Mange bygninger er beskadiget i det boligområde, hvor eksplosionen fandt sted. Et øjenvidne i Beirut siger til Reuters:

»Jeg har ikke hørt så kraftig en eksplosion siden 1980erne, hvor Hezbollahs åndelige leder, Sayyed Mohammed Fadllah, blev dræbt af en bilbombe«.

Endnu har ingen taget ansvar for angrebet, men det kan meget vel være en udløber af de tiltagende religiøse spændinger i Libanon, som er blevet udløst af borgerkrigen i Syrien.

Tusindvis af iranskstøttede Hezbollah-krigere er sendt til nabolandet for at kæmpe på præsident Assads side mod oprørerne, og hvor regeringshæren takket være støtten har vundet betydeligt terræn gennem de seneste uger.

Sunnimuslimske grupper i Libanon har truet med at angribe Hezbollah som hævn for militsens engagement i den syriske borgerkrig, hvor de største oprørsgrupper udgøres af sunnimuslimer.

Dagens Gossip