HHX-elever spillede sig til en større viden om virksomhedsøkonomi

Skrevet af Elo Christoffersen

02/11/2012

Dagens topnyheder

Elever fra IBC i Kolding har ligesom elever fra 23 andre af landets handelsskoler og handelsgymnasier de seneste måneder kæmpet i disciplinen økonomi for at kvalificere sig til landsfinalen den 15. november i København – i en dyst om at lave det største overskud i en virksomhed.

Der er tale om et virksomhedsspil udviklet af Keld Nørgaard fra Welcome Management i samarbejde med KPMG, som også er økonomisk sponsor. Konkurrencen var skarp og hård. IBC i Kolding har deltaget i en kvalifikationsrunde for femte år i træk, og én gruppe var meget tæt på at kvalificere sig til finalen.

Seks elevhold kæmpede mod KMPG

Seks elevhold kæmpede mod et hold med to medarbejdere fra KPMG, og alle fik i løbet af dagen arbejdet sig op over en million kroner i overskud, og lå samlet set på gode placeringer. Hen i mod slutningen før den sidste regnskabsperiode viste det sig, at ét hold bestående af Nicolai From, Asmir Jusufovic, Nina Nielsen og Rasmus, havde lagt sig i spidsen med en overskud på cirka 1,6 mio. kr. – 500.000 kroner foran det næstbedste hold.

En plads i finalen var meget tæt på, men holdet valgte at overhøre en anbefaling om at spare på pengene og overføre overskuddet til banken. I stedet valgte de fem elever at investere en relativ stor kassebeholdning i produktudvikling og markedsføring. Erfaringsmæssigt vil den slags investeringer først give bonus efter flere spillerunder – eller regnskabsperioder, derfor var det en fatal fejl, som kostede finalepladsen. Holdet endte på cirka 1,5 mio. kr. i overskud.

Generelt var de seks hold fra 3. hhb på IBC Kolding gode til at skabe overskud i deres fiktive virksomheder, og for lektor Poul Erik Buchhave var der ingen tvivl om, at eleverne fik lavet en rigtig god kobling mellem teori og praksis.