Hillary Clinton indlagt med blodprop

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, er indlagt på hospitalet med en blodprop efter den hjernerystelse, hun pådrog sig tidligere på måneden.

Her bliver hun nu tilset af læger, oplyser en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- I forbindelse med en opfølgende undersøgelse i dag opdagede udenrigsminister Clintons læger, at en blodprop havde dannet sig, som stammer fra den hjernerystelse, som hun pådrog sig for adskillige uger siden, siger talsmand Philippe Reines.

- Hun bliver nu behandlet med anti-koagulering (blodfortyndende medicin, red.) og er på NewYork-Presbyterian Hospital, så de kan overvåge medicineringen de næste 48 timer.

- De vil afgøre, om yderligere handling er nødvendig, tilføjer talsmanden, som ikke umiddelbart fortæller noget om, hvor i kroppen blodproppen befinder sig.

65-årige Hillary Clinton fik hjernerystelsen, som nu har ledt til en blodprop, da hun besvimede og slog hovedet i forbindelse med en mavevirus, hvor hun var blevet dehydreret.

Hendes sygdom har tvunget hende til at aflyse forskellige officielle optrædener og udlandsbesøg, men udenrigsministeriet har siden sagt, at hun var i bedring.

Den tidligere førstedame og senator ønsker ikke at være minister i præsident Barack Obamas anden valgperiode, og veteranen John Kerry står i stedet til at overtage embedet.

Clinton stillede op som en af Demokraternes mulige kandidater til præsidentposten i 2008 - men tabte nomineringen til Obama.

Fremtrædende politikere - også fra Det Republikanske Parti - mener, at Clinton har gode chancer for at vinde, hvis hun forsøger at erobre præsidentposten ved valget i 2016.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip